Tværfagligt samarbejde
På Hospice Randers arbejder vi tværfagligt omkring beboerne. Personalet består af mennesker med forskellige faglige baggrunde.
På Hospice Randers er der ansat en koordinator, sygeplejerske Anna-Birgitte Gamtofte. Plejepersonalet består af sygeplejersker, der har specialiseret sig i palliation, og en social- og sundhedshjælper, som varetager rengøring, indkøb og madlavning.
Borgerens praktiserende læge er fortsat ansvarlig for den medicinske behandling. Desuden har afdelingen en fysioterapeut, som kommer to gange om ugen.
Joan Møller Molbo er præst på Hospice Randers og hospitalspræst på Regionshospitalet Randers. Præsten kommer som hovedregel på Hospice Randers onsdag og fredag formiddag eller efter aftale. Præsten kan tilkaldes via personalet eller direkte. Sognepræster fra borgerens eget sogn er velkomne på Hospice Randers.
Hospice Randers har også tilknyttet en musikterapeut, Lene Madsen, der kommer to gange om ugen. Hun tilbyder musikterapi til beboere og pårørende, og hun spiller og synger til den fælles morgenkaffe.
Hospice Randers har desuden et tæt samarbejde med Enhed for lindrende Behandling (ELB) på Regionshospitalet i Randers omkring de borgere, der er tilknyttet dem.
Personalet er behjælpelig med at formidle kontakt til socialrådgiver og psykolog efter behov.