2011

Støtteforeningen ved Hospice Randers' årsberetning for perioden 01.01. til 31.12.2011

Baggrund og formål

Støtteforeningen ved Hospice Randers blev oprettet på en stiftende generalforsamling den 27. maj 2010.

Støtteforeningens hovedformål er at støtte de daglige aktiviteter og det almene vel på Hospice Randers.

Dette indebærer, at indsamle økonomiske midler, som kan indfri de ønsker, som ledere og medarbejdere, beboere og pårørende på hospice måtte have til en ordning med de frivillige, udsmykning, forbedringer og arrangementer o.s.v.

En af støtteforeningens vigtigste funktioner er, at støtte frivilligkoordinatoren og de frivillige. Frivilligkoordinatoren koordinerer de frivilliges indsats og de udgifter, der er herved betales af støtteforeningen.

De frivillige er et værdifuldt supplement til de professionelle medarbejdere.

Støtteforeningens virke skal muliggøre foranstaltninger, der er et supplement til den daglige drift. Der er dels det frivillige arbejde, dels kan der være tale om mere luksusbetonet inventar som kunst og f.eks. musikanlæg, der når alle stuerne.

De frivillige bliver ikke egentlig uddannet. De bliver informeret om, hvordan tingene bliver gjort på hospice, men kommer med de kompetencer, de har fra deres egen baggrund.

Generalforsamlinger

27. maj 2010

Stiftende generalforsamling. Støtteforeningens vedtægter blev vedtaget og bestyrelsen blev sammensat af 5 ordinære medlemmer og 2 suppleanter.

29. marts 2011

Støtteforeningens første ordinære generalforsamling. Da der har vist sig behov for at trække på alle de ressourcer, der kan skaffes, blev det besluttet at udvide bestyrelsen med 2 ordinære medlemmer. Vedtægterne blev ændret i overensstemmelse hermed.

Bestyrelsesmøder

Bestyrelsen har i 2011 afholdt i alt 4 bestyrelsesmøder, hvor de faste punkter på dagsordenen har været

  • opfølgning på aftalte aktiviteter
  • drøftelse af nye aktiviteter
  • opfølgning på økonomi.

For at kunne trække på alle gode kræfter deltager suppleanterne fortsat altid i bestyrelsesmøderne.

Endvidere deltager den daglige koordinator af hospice samt frivilligkoordinatoren i bestyrelsesmøderne. Årsagen hertil er at sikre, at den fornødne kompetence og kendskab til arbejdet på hospice er tilstede, således at bestyrelsen kan træffe beslutning på det rigtige grundlag.

Projekt Frivillig

Hospice Randers åbnede dørene for de første beboere i marts 2008.

Målet dengang var, at supplere den professionelle indsats med en gruppe frivillige, der havde tid og ro til at tage sig af mindre praktiske opgaver samt at være nærværende og til rådighed for samtaler med beboerne og deres pårørende.

Der blev nedsat en styregruppe for Projekt Frivillige med repræsentanter for Aflastningstjenesten, Hospice Randers samt Frivilligværket, der er Randers kommunes center for frivilligt socialt arbejde.

Frivilligværket påtog sig dengang at søge fonde om midler til driften.

Men der skulle være en støtteforening for at vi kunne søge fonde og ansætte en frivillig koordinator.

Pr. 1. oktober 2009 blev Projekt Frivillig herefter etableret for en to-årig periode med en ansat frivilligkoordinator på 20 timer om ugen.

Efter det første år er der pr. 1. oktober 2010 udarbejdet en Midtvejsevaluering for projektet.

Tilbagemeldingerne heri er meget positive. Samarbejdet mellem alle involverede målgrupper omkring arbejdet på Hospice Randers fungerer fint i hverdagen. Der er skabt gode rammer (både fysiske og psykiske) og rutiner for det daglige arbejde med respekt for den enkeltes ønsker.

Evalueringsrapporten viser, at beboere og pårørende roser de frivillige.

De frivillige er meget glade for den ansatte koordinator, og de mener, at det er nødvendigt med en ansat koordinator til at styre og have kontakten til ledelse og myndigheder.

Med udgangspunkt i Midtvejsevalueringen har bestyrelsen på sit bestyrelsesmøde i maj måned drøftet de fremtidige scenarier med lønnet hhv. ulønnet frivilligkoordinator.

Konklusionen i bestyrelsen blev, at projektet foreløbigt forlænges 1 år på samme vilkår – d.v.s. med en lønnet frivilligkoordinator til udgangen af september måned 2012.

Projekt Frivillig har efter udløbet af den oprindelige projekt-periode på 2 år udarbejdet en Heltidsevaluering af projektet. Heltidsevalueringen blev præsenteret på et informationsmøde fredag den 11. november 2011.

Heltidsevalueringen bekræftede de positive tilbagemeldinger i Midtvejsrapporten, og gav således ikke anledning til ændringer i bestyrelsens beslutning om, at projektet forlænges til udgangen af september måned 2012.

Bestyrelsen vil herefter have spørgsmålet om den fremtidige organisering af frivilligkoordinator-opgaveren afklaret inden da.

Det frivillige arbejde

Når Støtteforeningen støtter det frivillige arbejde, sørger den for, at der bliver ekstra tid til beboere og pårørende.

Der bliver tid til samvær og hjælp til beboere og pårørende i og uden for måltider i dagligstuen. Der kan bages og laves livretter, der kan spilles spil, køres ture, læses op og tales sammen om væsentlige emner.

De frivillige sørger for, at der altid er friske blomster inde og ude og pyntet til højtiderne.

Tre frivillige søger for, at der med mellemrum er musikarrangementer eller fortælleeftermiddage, hvilket bringer ekstra liv ind i hospice.

Såvel beboere som pårørende giver udtryk for at have klar fornøjelse af den ekstra indsats, der bliver muliggjort gennem det frivillige arbejde. "De er en gave, de skaber en dejlig stemning," siger en pårørende.

Som supplement til det frivillige arbejde har det været muligt at ansætte en musikterapeut, hvilket har vist sig at være et stort aktiv og have en stor effekt for beboere på hospice og deres pårørende.

I musikterapien på Hospice Randers tages udgangspunkt i beboeres og pårørendes ønsker og behov, som kan spænde over fysiske, psykosociale og eksistentielle problematikker.

Musikterapeutens ansættelse er foreløbigt aftalt til udgangen af 2012, men det er målet at ansættelsen kan fortsætte herudover i takt med at der kan skaffes økonomiske midler hertil.

Økonomi

Projekt Frivillig var som nævnt startet, da Støtteforeningen ved Hospice Randers blev etableret.

Det har betydet, at indtægter og udgifter hidtil har været ”konteret” under Projekt Frivillig. Det er bl.a. på grundlag af tildelte midler fra fonde m.m., at det har været muligt bl. a. at skaffe midler til aflønning af frivilligkoordinatoren.

Derfor er der indtil nu udarbejdet regnskaber for hhv. Projekt Frivillig og Støtteforeningen hver for sig.

Fra 1. oktober 2012 ophører Projekt Frivillig i sin nuværende organisation og fremover vil der kun blive udarbejdet èt regnskab for Støtteforeningens område.

Den nærmere organisering heraf vil som nævnt blive besluttet af bestyrelsen i forbindelse med at Projekt Frivillige ophører.

Donationer

Nordeafonden 20.000 kr.
Gave for borgere 25.350 kr.
Anonym donation 5.000 kr.
Donation fra pårørende 4.525 kr.
Proløn 2.000 kr.

Den 21. november var der besøg fra Lions Club Purhus, der fik en orientering omkring Hospice og samtidig donerede 5.000 kr.

Endelig var der besøg fra Randers Østre Inner Wheel Klub den 22. december, der ligeledes fik en orientering omkring Hospice og samtidig donerede 3.000 kr.

Støtteforeningens regnskab for perioden 1. januar – 31. december 2011 vedlægges.

Aktiviteter for 2011

På bestyrelsesmøderne er drøftet en lang række forslag til aktiviteter med henblik på dels at skabe kendskab til Hospice og Støtteforeningen dels at skaffe medlemmer.

I hovedtræk er følgende gennemført:

  • i hele perioden fortsat agiteret for nye medlemmer
  • deltaget i Gangfestival i Randers den 26. maj, hvor overskuddet (2.640 kr.) tilfaldt Støtteforeningen,
  • deltaget i Påskemarked på Lindevænget med et overskud på 1.928 kr.
  • deltaget i Stafet for Livet den 18.-19. som en fælles aktivitet for de frivillige, medarbejdere og pårørende samt bestyrelsesmedlemmer i støtteforeningen,
  • sendt ansøgninger til Lions og Rotary i hele Randers-området,
  • deltaget i Frivillig Fredag på Rådhuspladsen den 30. september,
  • deltaget i julemarked på Lindevænget med et overskud på 1.880 kr.

Aktiviteterne indtil nu har således medført følgende antal medlemmer:

  Enkeltmedlemmer Par I alt medlemmer
Pr. 31.12.2010 39 19 77
Pr. 01.03.2012 45 24 93

Der kan således konstateres en nogenlunde pæn fremgang.

Planlagte aktiviteter i 2012

Erfaringer fra andre støtteforeninger ved hospice er, at det er et langt sejt træk, der skal til, så det er bestyrelsens vurdering at arbejdet med at skaffe medlemmer bør fortsætte.

Planerne for 2012 er da også:

  • at bestyrelsen fortsætter med at tegne medlemmer inden for egne netværk m.m.
  • at ansættelsen af musikterapeuten fortsætter
  • at støtteforeningen med stor succes har afviklet en Støttekoncert på Randers Egnsteater til fordel for Hospice Randers den 11. marts med et overskud på næsten 20.000 kr.
  • at støtteforeningen igen i år deltager i Påskemarked på Lindevænget
  • at støtteforeningen afholder foredrag om Hospice hos Rotary Randers Business Breakfast den 23. maj i tilslutning til, at støtteforeningen har modtaget en donation på 7.000 kr.
  • at støtteforeningen deltager i Stafet for Livet den 16. – 17. juni
  • at støtteforeningen igen i år vil være repræsenteret på Frivillig Fredag sidste fredag i september
  • at støtteforeningen igen i år deltager i Julemarked på Lindevænget.

Afslutning

Der er ingen tvivl om, at det frivillige arbejde er et stort og værdifuldt supplement til de professionelle medarbejdere.

Det giver som nævnt mulighed for at der bliver ekstra tid til beboere og pårørende

Støtteforeningen anser det derfor for meget vigtigt, at arbejdet med at tegne medlemmer fortsætter med styrket kraft i det kommende år.

Det er imidlertid opfattelsen, at tegning af nye medlemskaber samtidig skal suppleres med fortsat ansøgninger til fonde m.m., således at det iværksatte frivillige arbejde kan fortsætte og gerne udvides.

Jørn Møldrup
Formand for bestyrelsen