Vi har en fast procedure for, hvordan man bliver frivillig hos os. Før du ansøger, er du meget velkommen til at kontakte frivilligkoordinatoren og få en snak, hvis du har spørgsmål om det at være frivillig og selve ansøgningsproceduren. Du finder kontaktoplysninger her på siden.
Når vi har modtaget dit udfyldte interviewskema, som du finder herunder, bliver du inviteret til en uddybende samtale med den fastansatte frivilligkoordinator. Til samtalen tales der om det at være frivillig, dit interviewskema samt eventuelle spørgsmål. Det er frivilligkoordinator, der udvælger den frivillige efter en samtale og et introforløb.
De frivillige er et værdifuldt supplement til de professionelle medarbejdere.
Kodeordene for det frivillige arbejde er ”medmenneskelighed” og ”hverdagsliv”, og som frivillig fungerer du som en slags vært i dagligstuen. Du snakker med de beboere og pårørende, der kommer der, læser måske højt fra avisen, eller du går med på en tur. De frivillige sørger også for at arrangere blomster, kunst på væggene og en månedlig musikunderholdning samt at pynte op til højtiderne.
Som frivillig indgår du i et vagtskema. Hver dag er delt i tre vagter fra kl. 09:00-12:00, fra kl. 14:00-17:00 eller fra kl. 17:00-20:00, og vi ser gerne, at en frivillig har mindst 2 vagter om måneden.