Ethvert menneskes dødsproces er særegen. Når døden nærmer sig hos det uhelbredeligt syge menneske, opstår der tit usikkerhed på, hvad der vil ske med deres nære før dødens indtræden.
Lysten til og behov for mad og drikke mindskes. I takt med at den syge bliver mere afkræftet, bliver det anstrengende at spise og drikke. Derfor kan der være behov for, at den syge får hjælp til at indtage mad og væske. Det er vigtigt at servere den mad, som den syge har mest lyst til, og i mængder vedkommende kan magte. Dette har højere prioritet end ernæringsrigtig kost.
Senere kommer der et tidspunkt, hvor mad og drikke hverken er ønsket eller nødvendigt, da kroppen ikke længere kan drage nytte af det. Pårørende er ofte bekymrede for, om den syge tørster og har en forventning om, at kunstig væsketilførsel vil lindre. Det vil sjældent være nødvendigt, da den syges krop ikke kan udnytte væsken. Tværtimod kan kunstig væsketilførsel påføre den syge gener i form af væskeophobning og åndenød.
Det kan være svært at acceptere, at den syge holder op med at spise og drikke, også selvom I som pårørende ved at jeres nære er døende. Dette er midlertidig et fysisk tegn på, at den syge ikke vil få det bedre. Når den syge ikke længere kan spise og drikke, bliver slimhinderne i munden og på læberne ofte tørre. Det lindrer at få munden fugtet og læberne smurt.
Forandringer i vejrtrækningen
Nogle syge kan opleve åndenød og åndedrætsbesvær, hvilke ofte giver anledning til frygt for at skulle dø med vejrtrækningsbesvær eller fornemmelse af at blive kvalt. Angst kan forværre åndenød, men der har personalet mulighed for at lindre med medicinske og ikke-medicinske tiltag, såsom god lejring, frisk luft og evt. en kølig klud på panden. Tilstedeværelsen af et andet menneske kan være en stor hjælp for at forebygge åndenøden.
Undersøgelser viser, at der ikke er belæg for, at iltbehandling har lindrende effekt på åndenød de sidste levedøgn. De sidste levetimer kan der forekomme en højlydt raslende vejrtrækning. Det kan skyldes spyt eller slim i luftvejene, fordi den syge ikke længere er i stand til at synke eller hoste op. Symptomet generer sjældent den syge, som er bevidsthedssvækket, men det kan være ubehageligt for de pårørende at høre på. Nogle gange kan stillingsskift og medicin lindre lidt, men sugning af luftvejene vil forværre tilstanden og øge mængden af slim.
Smerter
Med alvorlig sygdom følge ofte mange smerter. Den syge og de pårørende kan være bekymrede for, at smerterne forværres uden mulighed for lindring i den sidste tid. Der findes mange måder at lindre smerter på medicinsk og ikke-medicinsk, f.eks. varmepakninger, musik og berøring. Smertestillende medicin har altid til formål at lindre og ikke fremskynde døden. Det kan vække bekymring om, at medicin kan være med til at sløve og afkorte kontakten i det tilbageværende liv. Husk det er primært sygdommens udvikling og ikke medicinen, der påvirker bevidsthedsændringen ved din nære.
Bevidsthedsændringer
En social tilbagetrækning fra omgivelserne foregår ofte samtidig med, at den syge bliver mere træt og sover en stor del af tiden. Dette er udtryk for, at den syge er afkræftet og ikke på grund af manglende påskønnelse af familiens omsorg. Oplevelsen af at være sammen kan være til stor glæde for alle. At være sammen med mennesker, man kender, giver tryghed for den syge og dermed følelse af, at ens liv har været betydningsfuldt, og man vil blive husket.
I de sidste døgn kan den syge ind i mellem virke uklar og måske tale om hændelser eller personer, der hører fortiden til. Tidsfornemmelsen ophæves, og nogle gange taler den syge i vildelse for så at blive klar igen. I denne situation er ro og nærvær den bedste støtte, man kan give den syge. I sjældne tilfælde kan den syge blive urolig, rastløs og forpint, og der kan være behov for beroligende og afslappende medicin.
Til sidst glider den syge over i bevidstløshed, og denne tilstand kan vare fra kort tid til flere dage.
Når døden er tæt på, vil vejrtrækningsmønsteret ændre sig igen, og der kan opstå lange pauser mellem vejrtrækningerne. Den anstrengte vejrtrækning kan opleves værre for de pårørende end for den syge.
Huden bliver bleg og kølig. Særlig hænder og fødder kan blive kølige, og huden kan synes blålig. På dette stadium vågner de fleste ikke op, men sover ind i døden.
Det kan være svært at vide, hvad man skal sige til hinanden og at udholde stilheden i denne situation. Musik, højtlæsning, sang eller andet, der har haft betydning for den syge, kan være meningsfuldt. Føle- og høresansen er de sidste sanser, der forsvinder. Følesansen bevares længst i hænder og i ansigtet. Formentligt er hørelsen den sidste sans, der forsvinder, så derfor er det betydningsfuldt fortsat at tale til den syge. At sidde og holde den syge i hånden uden at sige noget kan også være betydningsfuldt og gør den syge tryg.